Teksten er baseret på et foredrag ved FHI (Oxford University) og The Charity International Happiness Conference (2007) PODCAST
téléchargement (15,3 Mo)
durée 34 minutes
ABOLITIONISME-PROJEKTET
INTRODUKTION
Dette foredrag handler om lidelse og om, hvordan den kan afskaffes.
Jeg forudser, at vi vil være i stand til at afskaffe lidelse i hele den levende verden.
Vore efterkommere vil blive født til et liv af forskellige grader af genetisk forprogrammeret velvære, som er flere størrelsesordener stærkere end nutidens højdepunktoplevelser.Først vil jeg beskrive, hvorledes det er teknisk muligt at afskaffe de dybere liggende biologiske forudsætninger for alle vore ubehagelige oplevelser – og psykologiske og fysiske smerte.
Derefter vil jeg argumentere for abolitionisme-projektets overordnede moralske nødvendighed, hvad enten man er etisk utilitarist eller ikke. Til slut vil jeg diskutere, hvorfor en revolution indenfor bioteknologien indebærer, at dette vil blive til virkelighed, omend ikke så hurtigt, som det burde.
1: HVORFOR DET ER TEKNISK MULIGT
Det, som desværre forhindrer afskaffelsen af lidelse (dog ikke udelukkende) er: socio-økonomiske reformer, eksponentiel økonomisk vækst eller teknologisk udvikling i den normale forstand - eller nogle af de traditionelle mirakelkure, man bruger for at løse alverdens dårligdom. At forbedre det ydre miljø er beundringsværdigt og vigtigt, men en sådan forbedring kan ikke omkalibrere vor hedoniske trædemølle til at strække sig udover den genetiske begænsning. Tvillingestudier bekræfter, at der findes et (delvist) arveligt normal-niveau af velvære - eller lidelse – omkring hvilket, vi alle tenderer til at flukturere i løbet af vor levetid. Dette normalniveau varierer fra individ til individ. (Det er muligt at sænke normalniveauet for vort velbefindende ved at udsætte sig selv for langvarig, ukontrolleret stress, men selv ikke denne omstilling er så let at gennemføre, som det lyder. Selvmordsfrekvensen plejer at gå ned i krigstid, og seks måneder efter en ulykke, som medfører total lammelse, viser studier1, at man hverken er mere eller mindre lykkelig end før den katastrofale begivenhed). Desværre kan denne biologiske begrænsning ikke elimineres gennem forsøg på at skabe et idealistisk samfund - det spiller for så vidt ingen rolle, hvorvidt man skaber en venstre- eller højreutopi, frit marked eller socialisme, et religiøst eller verdsligt samfund, om det er futuristisk højteknologisk, eller om man ganske enkelt dyrker sin have. Selv om alt, hvad traditionelle futurister har ønsket sig, skulle gå i opfyldelse - evig ungdom, ubegrænset materiel rigdom, morfologisk frihed, superintelligens, en totalt opslugende kunstig virkelighed (virtual reality), molekylær nanoteknologi osv. - findes der intet bevis for, at vor subjektive livskvalitet i gennemsnit skulle blive signifikant højere end livskvaliteten hos vore forfædre i jæger-/samlertiden (eller hos nutidens urbefolkning på Ny-Guinea), hvis der ikke fandtes ‘belønningsruter’. Denne påstand er vanskelig at bevise, da man ikke kan foretage en tilstrækkelig sofistikeret neurologisk skanning; men objektive tegn på psykisk angst, f.eks. en selvmordsfrekvens, støtter denne antagelse. ‘U-forbedrede’ (unenhanced) mennesker vil fremdeles blive ofre for spektret af darwinistiske følelser, alt lige fra forfærdelig lidelse til ubetydelige skuffelser og frustration - tristhed, angst, jalousi, eksistentiel angst. Deres biologi er en del af "hvad det vil sige at være menneske". Subjektivt ubehagelige bevidsthedstilstande eksisterer, fordi de har været genetisk tilpasnings-dygtige. Hver og en af vore kernefølelser havde en særskilt signalfunktion i vor udviklingsfortid: De havde en tendens til at fremme adfærd, som forstærkede genernes overlevelsesmuligheder i vore forfædres miljø.Så hvis man ikke, ved udelukkende at forandre det ydre miljø, kan afskaffe lidelse og ubehag, hvordan er det da teknisk muligt?
Her er tre scenarier i stigende grad af sociologisk sandsynlighed:
a) WireheadingHvorom alting er, så er en af fordelene ved en genetisk justering af livsnyder-trædemøllen i forhold til et totalforbud - i det mindste i en overskuelig fremtid - at de funktionelle modstykker til smerte, angst, skyld og selv depression, som vi forstår den i dag, kan bevares uden at den ubehagelige følelsen skal opleves. Vi kan beholde misfornøjelsens funktionelle modsætninger – hvis vi formoder, at utilfredshed er udviklingens drivkraft - og beholde dømmekraft og kritisk indsigt, som den euforisk-maniske mangler. Selv om den hedonistiske tone fremhæves massivt, og selv om vore belønningscentre forstærkes både fysisk og funktionelt, så er det i princippet muligt fremover at bevare meget af vor eksisterende præference-arkitektur. Hvis du foretrækker Mozart fremfor Beethoven, eller filosofi fremfor nipsenåle, kan du stadig beholde denne rangorden af præferencer, selv om din hedonistiske oplevelsesevne er kraftigt beriget.
b) Utopisk syntetisk medicin
c) Genmodificering og - hvad jeg ønsker at fokusere på - den nært
forestående reproduktionsrevolutionen med "designer babies"a) Hukommelse-wireheading er en direkte stimulering af hjernens belønningscentre via implanterede elektroder. Inter-kraniel selvstimulering har ingen fysisk eller subjektiv tolerance, dvs. den er nøjagtig lige udbytterig efter to dage, som den er efter to minutter. Wireheading skader ikke andre, det efterlader kun et lille økologisk fodaftryk, den fjerner psykisk og fysisk smerte og kan muligvis være en mere værdig aktivitet for menneskene end sex? Det skal indrømmes, at livsvarig wireheading kun synes som en attraktiv fremtid for en håndfuld deprimerede personer. Men hvad er de tekniske argumenter mod indførelsen af dette?
Wireheading er ikke en evolutionært stabil løsning: Der vil være et selektivt pres mod udbredt wireheading. Wireheading kan ikke bruges til at understøtte omsorgs-mønstre; "Wireheads"- menneskelige eller ikke-menneskelige -, ville ikke nære ønske om at opfostre et wirehead-barn. En ensartet, vilkårlig lykke baseret på wireheading eller noget tilsvarende, ville være en effektiv afslutning på, i hvert fald hvis det blev brugt globalt, eksperimentet ‘menneske’. Direkte neurologisk stimulering af vore belønningscentre forstyrrer den informationsmæssige følsomhed overfor stimuli fra miljøet. Så forudsagt, at vi ønsker at være kloge - og blive endnu klogere - har vi et valg. Intelligente væsener kan have en motivations-struktur, der er baseret på varierende grader af lidelser, der er karakteristiske for en del mennesker, som lider af livslang depression. Eller intelligente væsener kan have vor nuværende typiske blanding af lidelse og velbehag. Eller alternativt kunne vi have en informations- mæssig bevidsthedsøkonomi, der udelukkende er baseret på (tilpasnings) grader af intellektuel lykke - hvilket jeg skal argumentere for i det følgende.
Fakstisk kan denne forkastelse af wireheading være forhastet. Det kan ikke udelukkes, at alt ubehageligt eller trivielt i en fjern fremtid kan overlades til uorganiske superdatamaskiner, proteser og robotter, mens vi nyder orgasmisk lykke. Måske ikke orgasmisk lykke, men muligvis en anden type ideel tilstand, som ikke kan blive bedre. Men det er spekulationer. Uanset hvad det endelige mål er, tror jeg, at det ville være klogere at sigte mod både superlykke og superintelligens - i det mindste til vi har forstået den fulde konsekvens, af det vi gør. Det er ikke en moralsk nødvendighed at maksimere superlykke på samme måde, som det er at afskaffe lidelse.
(Det er værd at lægge mærke til, at dette alternativ, der involverer aflastning, forudsætter, at uorganiske datamaskiner, proteser og robotter ikke - i det mindste ikke nødvendigvis - oplever fænomenet smerte subjektivt, selv om deres funktionelle arkitektur gør, at de kan undgå at reagere på skadelige stimuli. Dette fravær af uorganisk lidelse er forholdsvis ukontroversielt i forhold til eksisterende datamaskiner - det at slukke for sin datamaskine har ingen etiske konsekvenser, og en silikonerobot kan programmeres til at undgå ætsende syrer, og til ikke at opleve smerter, hvis den bliver skadet. Det er derimod tvivlsomt, om noget computersystem med en klassisk von Neumann-arkitektur, nogen sinde kommer til at blive bevidst på en interessant måde. Jeg er skeptisk, men uanset hvad, så påvirker det ikke aflastnings-løsningsmodellen, med mindre man hævder, at lidelsens subjektive struktur er funktionelt vigtig for hvilket som helst system, som er i stand til undgå skadelige stimuli.)
b) Den anden tekniske løsning på, hvordan man kan udrydde lidelse, er i form af futuristiske, syntetiske medikamenter. I en tid med fremskreden post-genom medicin, vil det så ikke være rationelt muligt at udvikle virkelig perfekte nydelses-medikamenter (pleasure drugs), som giver livsvarig, velfungerende velvære uden uacceptable bivirkninger? "Perfekte nydelse-medikamenter" er her bare en forkortet betegnelse. Sådanne mediciner kan i princippet omfatte intellektuel, empatisk, æstetisk og måske spirituel velvære - og ikke bare hedonistisk nydelse i dens sædvanlige, éndimensionelle og amoralske forstand.
Her er der ikke tale om euforiske stoffer, som udelukkende aktiverer negative feedback-mekanismer i hjernen, heller ikke den hule, opiatskabte tilfredshed, som den slags, der beskrives i "Fagre nye Verden". Heller ikke mediciner, som afstedkommmer euforisk mani, med den ukontrollerede ophidselse, de højtflyvende idéer, pompøsitet og tab af objektiv indsigt, som disse fører med sig. Kan vi udvikle sande vidunder-medikamenter, som giver ophøjet velvære på en bærekraftig basis, og omkalibrere livsnyder-trædemøllen for at sikre en høj livskvalitet for alle?Mange mennesker viger tilbage, når de hører ordet "drugs" – hvilket er forståeligt med tanke på dagens skadelige narkotika og deres uinspirerende medicinske modparter. Men netop akademikere og intellektuelle i vort samfund anvender prototypen af fordummende mediciner, ethyl-alkohol. Dersom det er socialt acceptabelt at tage en medicin, som gør dig midlertidig lykkelig og dum, hvorfor så ikke rationelt designe medicin, som gør mennesker evigt lykkelig og klogere? For at begrænse misbrugspotentialet, ville det være ønskeligt at kunne skabe et ideelt nydelse-medikament i stil med nikotin, hvor rygerens hjerne finkalibrerer sit optimale niveau: altså ingen ukontrolleret doseoptrapning.
Der findes naturligvis alle typer faldgruber i forbindelse med medicinbaserede løsninger. Teknisk set tror jeg, at disse faldgruber kan overvindes, selv om jeg ikke vil forsøge at påvise dette her. Men der findes et dybereliggende spørgsmål: Hvis der ikke var noget fundamentalt galt - eller i det mindste grundlæggende utilstrækkeligt - med vor eksisterende naturlige tilstand af bevidsthed – som er nedarvet gennem evolution - så ville vi ikke være så ivrige efter at ændre på den. Selv når det ikke er ubehageligt, er dagligdags-bevidstheden middelmådig sammenlignet med det, vi kalder højdepunktoplevelser. Normal dagligdags-bevidsthed var formodentligt nyttig i den forstand, at det hjalp vore gener til at sprede sig på den afrikanske savanna, men hvorfor lade det fortsat være vor normaltilstand til evig tid? Hvorfor ikke ændre den menneskelige natur ved - bogstaveligt talt - at reparere vor genetiske kode?
Endnu en gang kan denne afvisning af farmakologiske løsninger virke forhastet. Måske vil utopiske syntetiske designer-drugs altid være nyttige for en finkalibreret og nemt reversibel bevidsthedsregulering, og jeg tror, at designer-drugs vil blive et uundværligt værktøj i udforskningen af forskellige typer tilstande af bevidsthed. Men ville det ikke været bedre, hvis vi alle blev født med et genetisk anlæg for psykisk superhelse, i stedet for at man skal have et kronisk behov for selvmedicinering? Ville selv den mest entusiastiske abolitionist foreslå, at man giver medicin-cocktails til alle børn fra fødslen og derefter fortsætte med at tage sådan en drug-cocktail fra vugge til grav?
c) For det tredje findes der genetiske løsninger, som omfatter på en gang både somatisk terapi og kønscelleterapi.
I denne sammenhæng kan det nævnes, at der i dag findes en minoritet af mennesker, som altid er deprimerede, trætte eller nedstemte, om end i varierende grad. Studier med enæggede og toæggede tvillinger bekræfter, at depression i høj grad er genetisk betinget. Omvendt findes der enkelte mennesker med optimistisk disposition. Udover optimisterne, findes det en meget lille gruppe mennesker, som er, hvad psykiaterne kalder hypertyme. Hypertyme mennesker er ikke maniske eller bipolare, men - set ud fra vor tids normer - er de altid meget lykkelige, endda nogen gange lykkeligere end andre. Hypertyme mennesker reagerer "hensigtsmæssigt" og tilpasningsdygtigt på omgivelserne. De kendetegnes ved, at de er energiske, produktive og kreative. Selv når de er lykkelige, er de ikke "udflippede" af lykke.Tænk hvis vi, som en hel civilisation, ville vælge at blive genetisk hypertyme - at godtage et motivationssystem, som i sin helhed styres af tilpasningsdygtige grader af velvære? Og for at være mere radikal, i takt med øget forståelse for det genetiske grundlag for vort lykkeniveau, kunne vi så ikke vælge at tilføje adskillige ekstra varianter af hypertymi-fremmende gener/allel-kombinationer og deres regulerende promotorer, d.v.s at vi ikke afskaffer homeostasen og livsnyder-trædemøllen, men løfter det normale niveau for velbefindende op på et meget højere niveauet?
Det er tre ting at sige om dette:
For det første kan denne genetiske omkalibreringen se ud, som om den understøtter en anden slags ensartethed, men det er værd at huske på, at gladere mennesker - og specielt hyperdopaminergiske mennesker - oftest er modtagelige for et bredere spektrum af potentielle belønningsstimuli end depressive mennesker. Deres adfærd bærer større præg af udforskning. Dette reducerer faren for, at de kører fast i et sub-optimalt spor, både for de “forbedrede” individer og for det posthumane-samfund som helhed.For det andet kan en samfundsomfattende hypertymi give indtryk af at være et gigantisk eksperiment. Og det er i og for sig præcis det, det er. Men al kønslig reproduktion er et eksperiment. Vi spiller genetisk roulette, blander generne og kaster genetiske terninger. De fleste af os viger tilbage, når vi hører ordet "racehygiejne", men det er faktisk det, vi praktiserer - groft og inkompetent - når vi vælger vore kommende partnere. Forskellen er, at de kommende forældre inden de nærmeste ti år vil kunne handle mere og mere rationelt og ansvarsfuldt ved reproduktionsafgørelser.
Præ-implanteringsdiagnoser vil blive rutine, brugen af en kunstig livmoder vil befri os fra begrænsningerne i den menneskelige fødselskanal, og en revolution inden for reproduktivitets-medicin vil lidt efter lidt erstatte det gamle darwinistiske lotteri. Spørgsmålet er ikke, om der vil komme en reproduktions-revolution, men snarere om, hvilken type væsener - og hvilken type bevidsthed - vi ønsker at skabe?For det tredje: Vil denne reproduktions-revolution ikke blive et privilegium for den rige elite i den vestlige verden? Formodentligt ikke længe. Sammenlign den korte tidsperiode mellem introduktionen af f.eks. mobiltelefoner og det globale brug af dem, med det 50 års lange interval mellem introduktion og globalt brug af radio, samt det 20 års lange interval mellem introduktion og globalt brug af fjernsyn. Forholdet mellem første gangs-introduktion og global accept af de nye teknologier formindskes hurtigt. Og det gør prisen selvfølgelig også.
Personligt mener jeg nu, at det ville være bedre, hvis vor præference-arkitektur blev radikalt ændret, og at vi stræbte efter en (undskyld jargonen) "re-encephalisering af følelser". Evolution via naturlig selektering har gjort os stærkt tilbøjelige til at have alle typer dysfunktionelle præferencer, som skader både os selv og andre, men er til gavn for vore gener. Husk Djengis Khans ord: "Den største glæde er at knuse fjenden, at jage ham foran dig, at se hans byer ligge i aske, at se de, som elskede ham, indhyldede i tårer, og at tage hans koner og døtre i din favn."
Jeg har fået fortalt, at den akademiske verden ikke er helt så slem, men selv universitetslivet har sine egne former for kultiveret grusomhed – den konkurrenceorienterede jagt på status og de alfahan-dominerede ritualer: Et nul-nul spil med mange tabere. Altfor mange af vore præferencer reflekteres i en ubehagelig opførsel og sindstilstande, som var genetisk tilpasningsdygtige i vore forfædres miljø. Ville det ikke i stedet være bedre, hvis vi omformulerede vores egen korrupte kode? Jeg har her fokuseret på en genetisk beriget hedonistisk tone. Men når vi har kontrol over følelsernes biologi, kan vi f.eks. øge vores evne for empati; i praksis kan vi forstørre spejlneuroner og skabe en varig forøgelse af udskillelsen af oksytosin for at fremme tillid og sociale egenskaber. På samme måde kan vi identificere de molekylære kendetegn for f.eks. åndelighed, æstetik eller humor - og ligeledes forandre og "over-udtrykke" det psykologiske maskineri, der anvendes til disse. Fra et informations- teoretisk perspektiv, er det der vigtigt for en tilpasningsdygtig, fleksibel, intelligent respons på verden ikke vort absolutte højdepunkt på en livsnyderskala, men at vi er informations-mæssigt følsomme overfor forskelligheder. Faktum er, at informationsteoretikere af og til ganske enkelt definerer information som en "forskel, der gør en forskel".
Jeg vil imidlertid endnu en gang understrege, at denne re-encephalisering af følelser er valgfri. Det er teknisk muligt at skabe velvære for alt bevidst liv og beholde det meste af - men ikke al - vor eksisterende præferencerarkitektur. De tre tekniske alternativer til afskaffelse af lidelser, som jeg har præsenteret her, - wireheading, syntetiske mediciner og genmodificering - udelukker ikke hinanden. Er de udtømmende? Jeg kender ikke til noget andet gennemførligt alternativ. Nogle transhumanister tror, at vi alle en dag kommer til at blive scannet, digitaliseret og “uploaded” i uorganiske datamaskiner og dernæst omprogrammeret. Måske, men jeg er skeptisk. Uanset hvad, så løser dette forslag ikke problemet med lidelsen, som den kendes af det eksisterende organiske liv, - hvis vi da ikke benytter os af såkaldt destruktiv “uploading” - et Holocaust-alternativ, som jeg ikke engang vil tage i betragtning her.
2: HVORFOR DET BØR SKE
Lad os antage, at vi indenfor de næste århundreder kommer til at opnå denne gudelignende magt over vore følelser. Forestil dig også, at de ubehagelige oplevelsers signaleringsfunktion kan erstattes - enten gennem såkaldt omkalibrering, som der argumenteres for her, eller gennem at skille sig af med alt ubehageligt eller rutinemæssigt og overlade det til uorganiske proteser, bioniske implantater eller uorganiske datamaskiner - eller måske gennem ren eliminering af følelser som f.eks. jalousi. Hvorfor skulle vi alle være abolitionister?Hvis man er en klassisk utilitarist, hører abolitionistprojektet med: Det er Bentham plus bioteknologi. Man behøver ikke være klassisk utilitarist for at støtte afskaffelsen af alle lidelser, men alle klassiske utilitarister bør støtte abolitionistprojektet. Bentham kæmpede for sociale og retslige reformer, som i sig selv er gode, men hans arbejde lå før den bioteknologiske og genetiske medicins æra.
Hvis man er videnskabeligt oplyst buddhist, så følger abolitionistprojektet med. Buddhister, fokuserer – som de eneste indenfor verdensreligionerne – på vigtigheden af lidelse i den levende verden. Buddhister mener måske, at den ædle, ottegrenede vej tilbyder en sikrere vej til Nirvana end genmodificering, men det er vanskeligt for en buddhist at argumentere principielt mod bioteknologi, hvis det virker. Buddhister fokuserer på at lindre lidelsen gennem at udrydde begæret. Det er værd at lægge mærke til, at denne afskaffelse teknisk set er frivillig, og at den måske kan resultere i et stagnerende samfund. I stedet er det muligt både at afskaffe lidelse og fortsætte med at have alle mulige slags begær/ønsker.
Det er en stor udfordring at overbevise tilhængere af Islam og den jødisk-kristne tradition. Men troende hævder - til trods for uregelmæssigheder i det empiriske bevis - at Allah/Gud er uendelig medfølende og barmhjertig. Men hvis almindelige dødelige kan forestille sig et velbefindende for alt bevidst liv, så ville det blive anset for blasfemi at hævde, at Guds kapacitet for velvilje er mere begrænset.
De fleste af vor tids filosoffer er ikke klassiske utilitarister eller buddhister eller teister. Hvorfor skulle f.eks. en etisk pluralist tage abolitionistprojektet alvorligt?
Her vil jeg tale med Shakespeares ord:
"For there was never yet philosopherNår man bliver udsat for uudholdelig fysisk smerte, er man altid chokeret over, hvor frygtelig den kan være.
That could endure the toothache patiently"
(“Der har endnu ikke eksisteret en filosof,
som kunne udholde tandpine med tålmodighed”)
(‘Stor ståhej for ingenting’, femte scene, første akt (Leonato taler))
Det er fristende at antage, at ren "psykisk" smerte - ensomhed, afvisning, eksistentiel angst, sorg, uro, depression - ikke kan være så forfærdelig som ekstrem fysisk smerte, men alligevel begår over 800.000 mennesker verden over selvmord, hovedsageligt på grund af psykisk lidelse. Det er ikke fordi at andre ting - stor kunst, venskab, social retfærdighed, humor, det at udvikle sin personlighed til perfektionisme, akademiske stipendier etc. - ikke er værdifulde; det er snarere således, at når intens fysisk eller psykisk smerte trænger sig på - enten i ens eget liv eller hos nogen, man holder af - indser vi, at denne intense smerte er vigtig og har umiddelbar prioritet. Hvis man har virkelig ondt efter at have klemt hånden i døren, har man nok ikke så meget til overs for en person, der opfordrer en til at huske på de gode ting i livet. Hvis man er fortvivlet ovenpå en ulykkelig kærlighedsaffære, er man ikke begejstret for, at nogen taktløst minder en om, at det er fint vejr udenfor.Så længe den varer, har ekstrem fysisk eller psykisk smerte selvfølgelig en umiddelbar prioritet, som overgår resten af de livsprojekter, man er i gang med, men hvad gør det? Når elendigheden går over, hvorfor ikke bare fortsætte med livet som tidligere?
Naturvidenskaben stræber efter "en udsigt fra intetsted", et tænkt guddommeligt perspektiv. Naturlæren fortæller os, at intet, der sker her-og-nu har prioritet frem for noget andet. Alt er lige virkeligt. Videnskab og teknologi kommer snart til at give os gudelignende magt over hele den levende verdenen, en magt, som kan matche dette gudelignende perspektiv. Jeg mener, at så længe der findes en bevidst livsform, der oplever lidelse, som modsvarer vor smerte, bør denne lidelse behandles med samme umiddelbare prioritet, som om det var ens egen smerte, eller hvis det var en, man holder af, der føler smerten. Med magt kommer ansvar. Gudelignende magt medfører gudelignende ansvar. Derfor kan eksistensen af lidelse, for f.eks. 200 år siden, godt have været forfærdelig, men det er ikke indlysende, at en sådan lidelse med nogensomhelst fornuft kan kaldes "umoralsk" - der var jo ikke meget, som kunne gøres ved den. Men takket være bioteknologien kan der nu gøres noget ved den, eller også vil det snart være muligt. I løbet af de næste få århundreder vil lidelser af alle slags blive frivillige.Hvis man ikke er klassisk etisk utilitarist, er fordelen ved at omkalibrere hedonist-trædemøllen istedet for helt enkelt at prøve at maksimere super-lykke, at man i det mindste beholder en genkendelig efterkommer af vor eksisterende præference-arkitektur. Omkalibrering af den hedonistiske trædemølle kan foretages således, at den svarer til ens eksisterende værdisæt. Derfor er der også plads til de mennesker, der går under den uheldige betegnelse "præference-utilitarister". Faktum er, at når man har kontrol over sine følelser, indebærer det, at man kan fortsætte med sine livsprojekter på en mere effektiv måde.
Og hvad med lidelsens påståede karakteropbyggende effekt? "Det som ikke knuser mig, gør mig stærkere", sagde Nietzsche. Denne bekymring virker ubegrundet. Alt andet lige, så styrker en hedonisk holdning motivationen - den gør os psykisk stærkere. En tilstand af langvarig nedtrykthed vil tværtimod føre til et syndrom af indlært hjælpeløshed og adfærdsmæssig fortvivlelse.Jeg har ikke udtrykkeligt omtalt værdi-nihilisten - den subjektivistiske eller etiske skeptiker, som siger, at alle værdier ganske enkelt er et spørgsmål om smag, og at man ikke logisk kan udlede et "bør" fra et "er".
Nuvel, lad os sige at jeg føler smerte, fordi min hånd ligger på en varm ovn. Den smerte er i sig selv motiverende, selv om min overbevisning om, at jeg burde trække hånden til mig, ikke følger de formelle rettesnore for en logisk slutning. Hvis man tager det videnskabelige verdensbillede alvorligt, er det ikke noget ontologisk specielt eller priviligeret i forhold til her-og-nu eller til mig - den egocentriske illusion er et perspektivisk illusion, skabt af et egoistisk DNA. Hvis det er forkert for mig at have smerter, så er det forkert for hvemsomhelst, hvor som helst.
3: DERFOR KOMMER DET TIL AT SKE
Javel, det er teknisk mulig. En verden uden lidelse ville være vidunderlig og en fuldt udviklet paradisteknik endda bedre. Men hvad så? Det er teknisk muligt at bygge en en tusind meter lang terning af cheddarost. Hvorfor er det så, at en smertefri verden vil blive til virkelighed? Måske er det bare en ønsketænkning. Måske vil vi vælge at beholde lidelsens biologi for evigt2.Modargumentet her er, at uanset om man er velvilligt indstillet overfor abolitionistprojektet, er vi på vej mod en reproduktivitets-revolution med skræddersyet afkom. Kommende forældre vil snart komme til at vælge deres fremtidige børns egenskaber. Vi er på tærskelen til en post-darwinistisk overgang, ikke i den betydning, at udvælgelsespresset vil blive mindre hårdt, men at udviklingen ikke længere vil være "blind" og "tilfældig"; der vil ikke længere være en naturlig udvælgelse, men en unaturlig udvælgelse. Vi kommer til at vælge vores fremtidige afkoms genetiske personlighed, vælge og designe alleler og allel-kombinationer (kombinationer af versioner af gener) udfra deres forventede konsekvenser. Der vil være et selektivt pres mod slemme alleler og allel-kombinationer, som var tilpasningsdygtige i det nedarvede miljø.
Desværre er ikke dette et rigoristisk argument, men forestil dig, at du skal vælge den genetiske indstilling for grader af sindsstemning - det hedoniske midtpunkt - til dine fremtidige børn. Hvilken indstilling ville man da vælge? Man ville måske ikke vælge grader af livslang superlykke, men et overvældende flertal af forældre ville nok vælge lykkelige barn. For det første er de morsommere at opfostre. Jeg tror ærlig talt, at de fleste forældre i de fleste kulturer vil sige, at deres børn skal være lykkelige. Man kan være skeptisk overfor forældre, som siger, at lykke er det eneste, de ønsker for deres børns; mange forældre er højst ambitiøse. Men - alt andet lige – lykke signalerer succes – noget, som muligvis i bund og grund er den evolutionære oprindelse til, at vi lægger lige så stor værdi på vore børns lykke, som på vor egen.
Selvfølgelig er argumentet om forældrenes valgfrihed ikke afgørende. Det er ikke mindst uklart, hvor mange generationers frie reproduktivitets-valg, der ligger foran os, inden radikal teknik i forbindelse med kampen mod ældning, nødvendiggør en successivt strammere kollektiv kontrol over vore reproduktivitets-beslutninger - eftersom en voksende befolkning af tidløse kvasi-udødelige ikke kan forplante sig uendeligt indenfor et endeligt fysisk rum. Men selv om en central kontrol af reproduktivitets-beslutningerne bliver normen, og selve forplantningen er blevet en sjælden foreteelse, vil udvælgelsespresset mod primitive darwinistiske genotyper antageligt blive intenst. Derfor er det vanskeligt at forestille sig, hvilken fremtidig samfundsstruktur, der virkelig vil tillade en bevidst skabelse af nogetsomhelst anlæg for depression eller angst - eller til og med "normale" afvigelser hos den ikke-berigede bevidsthed.
Ikke-humane dyr
Hidtil har jeg fokuseret på lidelse hos bare én art. Denne begrænsning af abolitionist-projektet er snæversynet, men vor antropocentriske fordomme er dybt forankrede. At jage, dræbe og udnytte medlemmer af andre arter, forstærkede vore geners overlevelsesmuligheder i vore forfædres miljø. (Her er vi mere i slægt med chimpanser end med dværgchimpanser.) I modsætning til, når det f.eks. drejer sig om vort tabu mod incest, har vi intet medfødt anlæg for at mene, at f.eks. jagt og udnyttelse af ikke-menneskelige dyr er forkert. Vi læste, at Irene Pepperbergs papegøje, som vi sidst delte fælles forfædre med for flere hundrede millioner år siden, havde en mental alder, der svarede til et tre år gammelt barn. Men det er stadig lovligt for såkaldte sportsfolk at skyde fugle for fornøjelsens skyld. Hvis sportsfolk skød spædbørn og småbørn af vor egen art for fornøjelsens skyld, ville de blive stemplet som kriminelle psykopater og spærret inde.Så der er en modsætning: Hovedhistorien i medierne er ofte et forfærdeligt tilfælde af barnemishandling og omsorgssvigt, et kidnappet lille barn eller forladte rumænske børn. Vore foretrukne hade-objekter er mennesker, som voldtager og myrder barn. Samtidigt betaler vi rutinemæssigt for industrialiseret massemord på andre sansende væsener, for at vi kan spise dem. Vi spiser kød til trods for, at der findes en mængde bevis på, at ikke-menneskelige dyr, som vi fabriks-opdrætter og dræber, er funktionelt, følelsesmæssigt, intellektuelt og - hvilket er afgørende, når det gælder evnen til at lide – svarer til et menneske-spædbarn eller -småbarn.
Fra et teoretisk Guds-øje perspektiv, vil jeg hævde, at vi moralsk set burde bekymre os lige så meget om mishandling af funktionelt ligeværdige ikke-menneskelige dyr, som vi gør om medlemmer af vor egen art - altså lige meget om overgreb og drab på en gris som på et menneskebarn. Dette strider mod vor menneskelige moralske intuition, men man kan simpelthen ikke stole på vor moralske intuition. Den genspejler vor antropocentriske partiskhed – det er ikke kun en moralsk begrænsning, men også en intellektuel og opfattelsesmæssig begrænsning. Det er ikke således, at der ikke findes forskelle mellem menneskelige og ikke-menneskelige dyr. Der eksisterer forskelle, som der også gør mellem sorte og hvide mennesker, mellem mennesker født i frihed og slaver, mellem mænd og kvinder, jøder og hedninge, homoseksuelle og heteroseksuelle. Spørgsmålet er snarere: Findes der moralsk relevante forskelle? Dette er vigtigt, for det kan få moralsk set katastrofale konsekvenser, når vi koncentrerer vores opmærksomhed på virkelige, men moralsk irrelevante forskelle på sansende væsener. (Tænk f.eks. på Aristoteles, som forsvarede slaveriet. Hvordan kunne han være så blind?) Vore moralske intuition er forgiftet af genetisk egeninteresse - den var ikke designet med henblik på at indtage en upartisk "Guds-øje"-synsvinkel. Men større intelligens medfører større kognitiv evne til empati - og potentielt udvidet plads for medfølelse. Måske vort superintelligente/ super-empatiske afkom vil se på misbrug af ikke-menneskelige dyr på samme måde, som vi ser på barnemishandling: En forfærdelig pervers handling.
Uanset om dette er sandt eller ej, så vil vi vel ikke holde op med at spise hinanden? Vor ensidige egeninteresse er for stærk. Vi kan alt for godt lide smagen af kød. Er begrebet global veganisme bare en utopisk drøm?
Måske. Men indenfor det næste tiår, vil vi se genmodificeret "vatfood", hvilket vil betyde, at vi kan få fornøjelsen af at spise "kød", som er mere velsmagende end noget, man kan få nu om dage - uden at dræbe nogen eller nogen grusomhed. Som en forsmag på det, som er i vente, blev ‘In Vitro Meat Consortium’ grundlagt i en workshop ved det Norske Universitet for Miljø- og Biovidenskab i juni 2007. Det er vigtigt, at det at dyrke kød fra genmodificerede enkeltceller skal være målbart i uendelighed: Et globalt masseforbrug heraf er potentielt billigere end at bruge intakte, ikke-menneskelige dyr. Derfor - hvis vi antager, at vi indenfor en overskuelig fremtid bibeholder cash nexus og markedsøkonomien - vil billig, dejlig "vatfood" sandsynligvis komme til at fortrænge fabriksproduktionen af og massedrabene på vore medvæsener.Man kan med skepsis spørge sig selv: Vil de fleste mennesker virkelig spise gourmet "vatfood", også selv om det er billigere og smager bedre end kød fra slagtede, ikke-menneskelige dyr? Svaret er ja, forudsat, at "vatfood" markedsføres grundigt. For hvis vi opdager, at vi foretrækker smagen af vat-dyrket kød fremfor ådslerne af døde dyr, vil de moralske argumenter for en kost, der ikke involverer grusomhed, være meget mere tillokkende, end de er nu.
Men selv om vi har global veganisme, vil der så stadig ikke forekomme forfærdelige grusomheder i naturen? Naturdokumentar-programmer giver os et meget “bambi-agtigt” syn på den levende verden: Det er ikke godt fjernsyn at bruge en halv time på at vise et ikke-menneskeligt dyr, som dør af tørst eller sult, eller som langsomt er ved at blive kvalt eller spist levende af et rovdyr. Og der må vel være en fødekæde? Naturen er ubarmhjertig, men rovdyr vil vel altid være nødvendige for at forhindre en befolkningseksplosion og Malthusisk katastrofe?
Således er det ikke. Hvis vi vil, kan vi bruge depotpræventionsmidler, omstrukturere det globale økosystem og omskrive hvirveldyr-genomet for også at afskaffe lidelser i resten af den fysiske verden. For ikke-menneskelige dyr trænger ikke til at blive befriet, de behøver omsorg. Vi har en forpligtelse til at passe på dem, akkurat som vi passer på menneskelige spædbørn og småbørn, gamle og mentalt handicappede. Denne mulighed kan måske virke fjern, men ødelæggelsen af habitater indebærer, at stort set alt, hvad der er tilbage af naturen senere i dette århundrede, vil være at finde i vore naturreservater. Nøjagtigt ligesom vi ikke ville fodre slangerne i dyreparkerne med rædselsslagne gnavere – det anser vi for barbarisk - vil vi så i virkeligheden fortsætte med at tillade grusomheder i planetens naturreservater, fordi de er "naturlige"?
Det sidste grænseområde på planeten Jorden er havet. Umiddelbart kan dette se ud til at involvere en altfor kompliceret opgave. Men den eksponentielle vækst af computer- kraft og nanorobot-teknologi betyder, at vi i teorien også kan foretage en omfattende omstrukturering af det marine økosystem. For øjeblikket er dette stadig umuligt; men om nogle få tiår vil det være computermæssigt muligt, men krævende. Med tiden vil det teknisk set være banalt. Så spørgsmålet er: Vil vi virkelig komme til at gøre det? Bør vi gøre det - eller bør vi bevare den darwinistiske status quo? Dette er helt klart åbent for spekulation. I dette tilfælde kunne man dog påberåbe sig det, man kan kalde “Princippet for svag godhjertethed”. I modsætning til den kontroversielle påstand om, at superintelligens indebærer superempati, forudsætter princippet om svag godhjertethed, at vore teknisk og kognitivt avancerede afkom ikke kommer til at være mere moralsk avancerede, end vi er nu.
Lad os se på et konkret eksempel på, hvordan princippet bruges. Hvis man i dag konfronteres med et valg mellem at købe æg fra fritgående høns eller burhøns, vælger de fleste forbrugere æg fra fritgående høns. Hvis æg fra burhøns er ti øre billigere, ville de fleste mennesker alligevel vælge alternativet, som ikke indebærer grusomhed. Nej, man skal ikke undervurdere menneskenes ondskab, skadefryd og fandenivoldskhed, men de fleste af os hælder i det mindste svagt mod godhjertethed. Hvis der kræves et ikke-ubetydeligt element af selvforsagelse, for eksempel hvis æg fra fritgående høns koster 2 kroner mere, formindskes salget desværre en del. Min pointe er, at hvis - og det er et stort hvis – det offer, der kræves af den, der er moralsk ligeglad, kunne blive ikke-eksisterende eller trivielt, kunne abolitionistprojektet gennemføres overalt i hele verdenen.
David Pearce
(2007)
HOME
Superlykke?
Kvante-etik?
Utitaliarisme
Nanoteknologi
BLTC-forskning
Utopisk kirurgi?
Slut på al lidelse
Paradis-teknologi
Citater om Lidelse
Wirehead-hedonisme
MDMA: Utopisk farmakologi
Transhumanist-deklarationen
Vejledning til “Den gode medicin”
Kritik af Huxleys “Fagre ny Verden”
dave@bltc.com
